HOME-START Odense

EDC Poul Erik Bech Fonden støtter frivillige foreninger, som gør en forskel for andre. HOME-START Familiekontakt Odense er et godt eksempel herpå. Foreningen støtter sårbare børnefamilier med et manglende netværk ved at afholde krea-søndage, som skaber et fællesskab for familierne med udgangspunkt i kulturen.

Med en donation på optil 20.000 kr. vil EDC Poul Erik Bech Fonden gerne påskønne foreningens store frivillige arbejde og bidrage til foreningens mission om at skabe muligheder for, at familierne kan lære hinanden at kende og samtidig få en oplevelse af, at de ikke er alene med deres sårbarhed.

Pressemeddelelse:

HOME-START Familiekontakt Odense modtager donation på 20.000 kr. til fællesskab for sårbare børnefamilier

For mange sårbare familier kan det være svært at finde overskud i hverdagen til at lave hyggelige aktiviteter sammen som familie. Hverdagen i en sårbar familie kan være præget af sociale problematikker som ensomhed, social isolation og manglende netværk. Netop derfor arbejder foreninger som HOME-START Familiekontakt Odense på at skabe et fællesskab for sårbare børnefamilier med kulturen som samlingspunkt. EDC Poul Erik Bech Fonden har netop støttet foreningen med en donation på optil 20.000 kr.

HOME-START Familiekontakt Danmark er en landsdækkende forening, som støtter pressede børnefamilier med et manglende netværk. Dette gælder familier med mindst ét barn i førskolealderen. Foreningen arbejder primært med at forebygge kriser og opbrud ved at gribe ind tidligt hos de sårbare familier. Familierne bliver tilbudt medmenneskelig og praktisk støtte af frivillige med titlen ”familievenner”, som besøger dem i et par timer en gang om ugen, så længe familien har brug for det.

Thea Rehnholt Mammen, koordinator i HOME-START Familiekontakt Odense, udtaler:

”Vi har ofte et stort antal eneforældre, som efterspørger sparring i forældrerollen og hjælp til et bredere netværk. Familierne er meget forskellige, men er ofte udfordrede i at have et meget sparsomt netværk og en vis grad af ensomhed. En stor del af de familier, der tilbydes hjælp, har tillige problemer relateret til sundhedsmæssig mistrivsel i form af stress, depression, angst eller anden form for sygdom, som resulterer i, at hverdagen bliver svær at overkomme.”

Et af foreningens initiativer for netop at udvide de sårbare familiers netværk er, at afholde krea-søndage, som skaber et fællesskab for familierne med udgangspunkt i kulturen. Foreningen afholdte den første krea-søndag tilbage i 2022 og har planer om at gentage samme koncept igen i år. Projektet foregår i samarbejde med Kulturmaskinen, hvilket gør det muligt at låne værksteder udenfor almindelige åbningstider. Dette er især fordelagtigt, da der er mindre støj og kaos omkring familierne under aktiviteten.

Thea Rehnholt Mammen udtaler yderligere: ”Vi har oplevet, at krea-søndage har været meget velbesøgt, da familierne i HOME-START ofte har et spinkelt netværk og derfor sætter pris på fællesskabet i krea-søndage. Til aktiviteten er der god plads til, at børnene kan lege sammen, og de voksne kan tale sammen om de almindelige udfordringer i hverdagslivet. Her bliver der også udvekslet telefonnumre og etableret legeaftaler. Krea-søndage fungerer særlig godt på familiernes trivsel, da det sanselige element kalder på nærvær, og derfor oplever vi, at mange har lyst til at deltage.”

Et fællesskab med kulturen som samlingspunkt

Morten Nancke og Mikkel Ørbech fra hhv. bolig- og erhvervsbutikken EDC Poul Erik Bech Odense C, stod for selve overrækkelsen af donationen til HOME-START Familiekontakt Odense, hvilket de var meget beærede over.

”Vi vil med glæde støtte foreningens initiativ med krea-søndage, da det på mange måde virker som en fantastisk mulighed for, at sårbare familier kan udvide deres netværk. At fordybe sig i en meningsfuld og kreativ aktivitet, kan skabe en overskuds- og succesoplevelse for familierne og tillige skabe gode rammer for at etablere nye bekendtskaber. Vi er utrolig glade for at kunne støtte projektet og medvirke til at give sårbare familier en sjov og kreativ oplevelse,” siger Morten Nancke, partner, afdelingsleder og ejendomsmægler i EDC Poul Erik Bech Odense C.

Mikkel Ørbech, partner, udlejningschef og ejendomsmægler i EDC Erhverv Poul Erik Bech Odense, deler samme begejstring for foreningens initiativ: ”Foreningens arbejde er særlig bemærkelsesværdig i lokalsamfundet, da deres arbejde har en afgørende betydning for mange af de sårbare familiers trivsel. Krea-søndage bidrager til, at familierne bliver social integreret i samfundet, hvilket mindsker risikoen for social eksklusion. Dertil kan krea-søndage også medvirke til at styrke familiens relation indbyrdes, da de får en hyggelig oplevelse sammen.”

Modtager: HOME-START Odense
År: 2024
Website: https://home-start.dk/