Gademix

EDC Poul Erik Bech Fonden støtter frivillige foreninger, som gør en forskel for andre. Gademix er et godt eksempel herpå. Foreningen består af en række frivillige voksne, som skaber et trygt værested for udsatte børn og unge i Kolding ved at arrangere aktiviteter i hverdagen og i skoleferierne.

Med en donation på 20.000 kr. vil EDC Poul Erik Bech Fonden gerne påskønne foreningens store frivillige arbejde og bidrage til, at de udsatte børn og unge kan få en oplevelsesrig efterårsferie med at reparere cykler, og på baggrund af dette skabe et godt fællesskab, hvor de kan opbygge relationer til både andre børn og unge samt de frivillige.

Pressemeddelelse:

Gademix modtager donation på 20.000 kr. til at give børn og unge i økonomisk trængende familier en god oplevelse i efterårsferien

For mange skoleelever er ferierne et højdepunkt på året, hvor mange familier vælger at bruge skoleferierne på at rejse, tage på udflugter og lave diverse aktiviteter. Men det er desværre ikke alle børnefamilier, der har lige mulighed for at opleve dette i en ferie. I mange økonomisk trængende familier er der ikke overskud i økonomien til at holde ferie med rejser, udflugter og diverse aktiviteter. Men takket være foreningen Gademix, kan udsatte børn og unge i Kolding få en efterårsferie fyldt med sjove oplevelser og aktiviteter. Foreningen har netop modtaget en donation på 20.000 kr. af EDC Poul Erik Bech Fonden.

Gademix er et socialt værested for børn og unge mellem 10 og 16 år. Foreningen bliver udgjort af en række frivillige voksne, som skaber et trygt værested for udsatte børn og unge i området ved at arrangere aktiviteter i hverdagen og i skoleferierne. Formålet med Gademix er at sikre bedre livskvalitet og samvær hos de udsatte børn og unge. Udover at være en daglig og tryg base for de udsatte børn og unge, har foreningen også fokus på forebyggelse, ferieoplevelser, udeliv og brobygning til foreningsliv, uddannelse og fritidsjob.

Viktor Lindholm Jacobsen, leder i Gademix, udtaler sig om foreningens arbejde:
”I Gademix oplever vi, at mange børn ikke har mulighed for at komme på udflugter og ferier. Det er ofte på grund af fattigdom eller manglende overskud hos forældre. Vi har god tradition med at arrangere sommerlejre, men vores børn og unge har et stort ønske om at komme på udflugtsture. Vi afholder flere gange årligt et ”husmøde”, hvor vi inddrager de udsatte børn og unge og lytter til deres ideer. De ønsker f.eks. at komme på tur til et legeland, et teater eller bare lave aktiviteter “hjemme” i Gademix. Med udflugtsdagen ønsker vi at skabe grobund for en god oplevelse, som giver et smil på læben.”

”Derudover arbejder vi på at arrangere en efterårsferie, som skal give de udsatte børn og unge en god dag i et godt fællesskab, hvor de kan opbygge relationer til både børn, unge og frivillige. Vi vil hjælpe med at reparere cykler, så man kan være fysisk aktiv både i ferien og i hverdagen. Vi er meget taknemmelige for donationen fra EDC Poul Erik Bech Fonden, der gør disse ting mulige.”

Alle børn og unge fortjener en oplevelsesrig ferie

Thomas Videriksen og Morten Reitz, afdelingsledere i EDC Poul Erik Bech Kolding, stod for selve overrækkelsen af donationen til Gademix, hvilket de var meget taknemmelige for: ”Vi er utrolig beærede over at kunne påskønne Gademix foreningens flotte arbejde og medvirke til, at udsatte børn og unge i Kolding får gode oplevelser i efterårsferien. Jeg synes det er et utrolig godt initiativ at lave et cykelværksted, hvor de udsatte børn og unge kan få en sjov og begivenhedsrig oplevelse sammen med andre ligesindede børn og unge, og dermed også skabe grobund for at etablere nye venskaber og et stærkt fællesskab.” Siger Thomas Videriksen.

Morten Reitz deler samme begejstring for foreningens flotte arbejde i lokalområdet: ”Det er meget givende, at vi kan bidrage til, at udsatte børn og unge får en oplevelsesrig efterårsferie på trods af deres økonomiske ressourcer. Foreningens aktiviteter kan være med til at skabe et pusterum fra hverdagens mange bekymringer, hvorfor foreningens arbejde er særligt afgørende for de udsatte børn og unges trivsel.”

 

Modtager: Gademix
Støttebeløb: 20.000 kr.
År: 2024
Website: https://www.gademix.dk/