EDC Poul Erik Bech Fonden støtter frivillige foreninger, som gør en forskel for andre. Bethaniakirken Aalborg er et godt eksempel herpå, da foreningen netop gør en forskel for mindre bemidlede familier, som kæmper for at få enderne til at mødes. Med julehjælpsprojektet, Gaven, er de med til at sikre, at flere børn kan få en julegave på lige fod med deres klassekammerater, selvom deres forældre har et lavt rådighedsbeløb eller kæmper med andre livsudfordringer.
Med en donation på 15.000 kr. vil EDC Poul Erik Bech Fonden gerne påskønne foreningens store frivillige arbejde og bidrage til foreningens mission om at afhjælpe bekymringer og glæde flere børn og deres voksne i en udgiftskrævende juletid.
Pressemeddelelse:
Fordi alle børn fortjener en god julegave: Gaven – Bethaniakirken Aalborg modtager donation på 15.000 kr.
At få en julegave som barn er noget helt særligt. Det er den boblende glæde, når papiret rives af, hvor forventningens glæde forvandles til ren lykke. Disse øjeblikke bliver til nostalgiske minder, som man bærer med sig ind i voksenlivet – minder om tryghed, samhørighed og julens magi. I Danmark er der en stærk tradition for give og modtage julegaver, hvorfor det kan synes universelt for alle børn. De mange julehjælpsorganisationer vidner imidlertid om, at dette ikke er en selvfølgelighed i alle familier. Heldigvis er Bethaniakirken Aalborg én af de foreninger, som er med til at sikre, at endnu flere børn kan opleve forventningens glæde på lige fod med deres klassekammerater. Med projektet, Gaven, har foreningen de sidste seks år kunne uddele julegaver til udfordrede familier. Foreningen har modtaget en donation på 15.000 kr. fra EDC Poul Erik Bech Fonden.
I 2023 kunne Bethaniakirken Aalborg med julehjælpsprojektet, Gaven, uddele julegaver til 375 børn fra 220 familier, som var bosat i Aalborg Kommune. Modtagerne omfattede børn fra familier med lave rådighedsbeløb såvel som familier med andre livsudfordringer som sygdom, dødsfald i familien m.m. Formålet hermed er ifølge Bjarne Andersen, koordinator hos Bethaniakirken Aalborg, at skabe glæde, håb og økonomisk lettelse hos familierne:
”Vi ønsker først og fremmest at bringe glæde hos børnene, som ligeledes har det med at smitte af og bringe en varme til hele familien i en presset tid. Håbet ser vi, når forældrene oplever, at de ikke står alene med kampen for at få hverdagen til at hænge sammen – at der findes lokale kræfter, som vil hjælpe og støtte dem, når de har mest brug for det. Og endelig giver den økonomiske lettelse forældrene lidt ekstra råderum, fordi pengene, som ellers ville være gået til gaver, kan bruges på andre nødvendige ting. Det er vores mål at bringe lys og fællesskab ind i en jul, der ellers kan føles svær for mange”.
Afhængigt af barnets alder kan gaverne omfatte alt fra LEGO og dukker til løbehjul, instrumenter og sportsspil. Der lægges vægt på at give familierne mulighed for at vælge gaver, der passer til børnenes ønsker og behov. Gaverne udleveres en dag i starten af december, hvor der er forplejning, kreaværksted og andre aktiviteter, som skal gøre dagen lidt ekstra særlig for børn som voksne.
Fællesskab og omsorg
Frank Jensen, direktør og partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech Aalborg, stod for overrækkelsen af donationen. Han ser foreningens arbejde som særligt beundringsværdigt og understreger vigtigheden af dette i netop juletiden:
”Julen handler om fællesskab og omsorg, og Gaven er et strålende eksempel på, hvordan lokalsamfundet kan gøre en konkret forskel. Bethaniakirken Aalborg gør en fantastisk indsats for at bringe juleglæde til børn, som ellers kunne føle sig overset i juletiden. Jeg beundrer virkelig deres arbejde og er glad for at arbejde i en virksomhed, som støtter initiativer som dette”.